Vaccination til Thailand i 2024

Guide til vaccination før rejser til Thailand: Alt hvad du skal vide om vaccinationer før indrejse i Thailand i 2024.

Thailand er én af danskernes foretrukne rejsedestinationer – særligt over vinteren, hvor det asiatiske land byder på god sommervarme som et tiltrængt alternativ til det kolde vintervejr herhjemme.

Thailand er et dejligt rejsemål, men det er en god idé at have styr på rejsevaccinationerne hjemmefra. En del vacciner skal nemlig haves i rigtig god tid inden afrejse, og visse vacciner afhænger desuden af rejsens formål og varighed.

I guiden her kan du læse alt om vaccination til Thailand. Du får også hjælp til, hvor du kan bestille vaccinerne, og hvad du i øvrigt bør være opmærksom på for at undgå sygdom på din rejse.

OBS: Det anbefales altid at tale med egen læge før valg vaccination. informationen på denne side kan ikke stå i stedet for egentlig lægekonsultation. Denne guide skal bruges som vejledning.

Kan man rejse til Thailand uden vaccine?

Du kan i de fleste tilfælde godt rejse til Thailand uden vaccine. Vær dog opmærksom på, at du skal kunne fremvise dokumentation for gul feber-vaccine, hvis du skal rejse gennem et land med risiko for gul feber-transmission (også selvom du rejser i transit).

Thailand tager også imod rejsende, der ikke er vaccineret mod Covid-19.

Rejsevacciner er anbefalingerne for din egen sikkerhed. Flere af sygdommene er potentielt dødelige og kan dermed have alvorlige konsekvenser for både din rejse og dit liv. Er du i tvivl, så bestil en tid hos din læge til en snak om rejsevacciner.

Anbefalede vacciner til Thailand

Statens Serum Institut står bag de officielle anbefalinger til rejsevacciner. De anbefalede vacciner til Thailand afhænger af længden på dit ophold i landet.

Rejser af op til 1 uges varighed: Stivkrampe, Difteri, Hepatitis A og Malaria
Rejser af 1-4 ugers varighed: Stivkrampe, Difteri, Hepatitis A og Malaria
Rejser af 1-6 måneders varighed: Stivkrampe, Difteri, Hepatitis A, Malaria og Hepatitis B
Rejser af over 6 måneders varighed: Stivkrampe, Difteri, Hepatitis A, Malaria, Hepatitis B og Tyfus

Vær opmærksom på, at du også skal have vaccination for gul feber og medbringe dokumentation herfor, hvis du skal rejse igennem eller i transit i et land med risiko for gul feber-transmission. Læs mere om gul feber-transmission her: rejse.ssi.dk/gul-feber-transmissionslande.

Rejser med ophold i private hjem

Skal du besøge familie eller venner eller af anden årsag opholde dig i et privat hjem, anbefales du at få vacciner anbefalet til over 6 måneders ophold – uanset opholdets varighed.

Det skyldes, at der er en øget risiko for en række sygdomme såsom malaria og tyfus i private hjem.

Vær også opmærksom, hvis du lejer bolig via Airbnb eller tilsvarende, der ikke udelukkende bruges til turistudlejning, men også fungerer som almindeligt hjem for lokale.

Rejser i særlige områder eller med særlige formål

Rejser du i særlige områder eller med særlige formål, kan din rejse kræve ekstra vacciner.

Rabies
I visse områder af Thailand er der mange gadehunde. Rejser du i disse områder, bør du overveje en rabies-vaccine.

Det gælder også, hvis din rejse har til formål at omgås lokale dyr. Det gælder eksempelvis, hvis du skal være frivillig på et dyrecenter eller tilsvarende.

Tuberkulose
Skal du bo i lokale områder eller arbejde med lokale i Thailand – eller på anden måde have længerevarende og tæt kontakt med lokalbefolkningen – bør du overveje at få en vaccine mod tuberkulose, da smitterisikoen øges.

Japansk hjernebetændelse
Skal du opholde dig i landområder i perioden fra maj til oktober i minimum 4 uger, bør du lade dig vaccinere mod japansk hjernebetændelse, da smitterisikoen her er øget.

Er der lokale udbrud, anbefales vaccination uanset opholdets længde.

Typiske turist-sygdomme i Thailand

Udover de alvorlige sygdomme, som du anbefales at lade dig vaccinere mod, er madkulturen og hygiejneniveauet mange steder i Thailand anderledes end i Danmark – og det medfører en række såkaldte “turist-sygdomme”.

Nedenfor er listet de mest hyppige sygdomme for danske turister i Thailand:

  • Diarré/maveinfektion (også kaldet turist-mave)
  • Mellemørebetændelse
  • Halsbetændelse
  • Influenza
  • Akut bronkitis

Turist-sygdommene kan du med fordel forberede dig på ved at tage dine forholdsregler, sørge for god håndhygiejne og medbringe håndkøbsmedicin til formålet.

Undgå gadekøkkener og isterninger

Det lokker med velduftende og billig mad fra de mange gadekøkkener i Thailand, men der er ingen særlige krav til hygiejne disse steder, hvilket øger risikoen for en maveinfektion.

De fleste ved godt, at de skal takke nej til vand fra hanen og ja til flaskevand, når de er sydpå. Vær dog opmærksom på også at takke nej til isterningerne, medmindre du sikrer dig, at de ikke er lavet af vand fra hanen – ellers er du lige vidt.

Lad være at dykke i poolen

Mellemørebetændelse er en klassiker, hvis du bor et sted med pool. Særligt hvis pool-vandet ikke er rent (nok). Infektion i øret er smertefuld og forværres hurtigt. Derfor bør du søge læge med det samme for at komme i behandling.

Hold hovedet oven vande i poolen eller brug silikoneørepropper til formålet for at undgå bakterier i øregangene.

Oprethold god hygiejne og medbring altid håndsprit

Det er en del af charmen, at tingene er anderledes, når du rejser ud. Alligevel kan du godt minimere risikoen for at blive syg, hvis du opretholder en god håndhygiejne.

En del toiletfaciliteter er ikke, som de kendes hjemmefra, og derfor er det altid en god idé at have en håndsprit med i tasken. Suppler med grundig håndvask, når muligheden opstår, for eksempel når du kommer retur til hotelværelset.

Hvad koster vacciner til Thailand?

Priserne på vacciner til Thailand løber hurtigt op. Du sparer 50%, hvis du er medlem af Danmark.

Priserne uden medlemskab af Danmark er følgende (2023 priser):

Hepatitis A: 490 kroner
Hepatitis A + B: 795 kroner
Difteri + stivkrampe: 325 kroner
Tyfus: 460 kroner
Rabies: 925 kroner
Gul feber: 575 kroner

Malaria-vaccinen er i tabletform og koster cirka 120 kroner for en pakke.

Du kan finde et overblik over alle priser på vacciner her: sikkerrejse.dk/vacciner.

Spørgsmål og svar

Er der lovkrav om vaccine ved rejser til Thailand?
Der er ikke lovkrav om vacciner for at rejse til Thailand. Du kan altså sagtens rejse til Thailand helt lovligt uden at være (færdig)vaccineret. Det kan dog gå ud over dit helbred.

Skal du rejse til Thailand via andre lande, skal du være opmærksom på, at der kan være krav om dokumentation for gul feber, hvis du har opholdt dig i et land med risiko for gul feber-transmission.

Læs mere om indrejseregler til Thailand.

Hvornår skal man vaccineres når man skal til Thailand?
Nogle vacciner kan gives frem til afrejsedagen, herunder Hepatitis A, mens andre skal gives i rigtig god tid. Hepatitis B anbefales minimum 1 måned – og gerne 6 måneder – i forvejen.

På SSI’s hjemmeside kan du under hver enkelt vaccine se, hvornår du anbefales at få vaccinen inden afrejse.

Se mere her: rejse.ssi.dk/thailand.

Hvor længe holder vacciner til Thailand?
Vaccinerne til Thailand er dyre, og en del af dem skal gives af flere omgange. Til gengæld har de så en meget lang holdbarhed.

Får du de anbefalede boostere indenfor de anbefalede intervaller, kan du for eksempel opnå op til 30-40 års beskyttelse mod Hepatitis A og livslang beskyttelse mod Hepatitis B. Det er dermed en investering, som du kan gøre brug af fremadrettet på dine rejser til Thailand (og andre lande).

Hvor bliver jeg vaccineret?
Planlægger du en rejse til Thailand, bør du i god tid konsultere din egen læge for at forhøre dig omkring de anbefalede vacciner. En del lægeklinikker udfører selv rejsevacciner, mens andre henviser til vaccinationsklinikker. Visse vacciner kan også gives på udvalgte apoteker.

En del af vaccinerne til Thailand skal gives af flere omgange med faste intervaller. Det er dermed en god idé at bestille tid til dine rejsevacciner i rigtig god tid. Gerne minimum 8 uger i forvejen. Vær opmærksom på, at Hepatitis B anbefales 1-6 måneder i forvejen.