Vigtige teknologiske innovationer til moderne rejsende: Fra eSIM til VPN

16. april 2024

Moderne rejser omfatter i dag en hel del elektronik og digitale gadgets.

Især mobiltelefoner og tablets er blevet uundværlige rejsemakkere for de fleste, da de både er en kilde til underholdning, men også kan rumme alle vores rejsedokumenter. Der udvikles hele tiden nye gadgets og ny software, som kan gøre rejseoplevelsen endnu bedre. Vi ser her på en lille håndfuld nye teknologiske innovationer, som den moderne rejsende kan få glæde af på sine ture.

Benyt en VPN for bedre online sikkerhed

Lad os starte med det vigtigste: sikkerheden. Man kan have nok så mange fantastiske apps og gadgets, men til hvilken nytte, hvis man bliver offer for en cyberkriminel handling. Online sikkerhed kan ikke betones nok, især når vi efterhånden har alt lige fra kreditkort, netbank, flybilletter og boardingkort på vores telefoner og tablets.

I artiklen ‘Min telefon er hacket’ kan du lære, hvordan du spotter, om din telefon har været udsat for hacking. Når man rejser i udlandet og bruger offentlige wi-fi-netværk eller netværk på hoteller, caféer og restauranter kan der være risiko for at blive hacket via netværket. Her kan man med fordel abonnere på en VPN-tjeneste, som krypterer al data på din telefon, tablet eller computer.

En VPN kan også ændre din enheds IP-adresse. Det gør den brugbar, hvis du eksempelvis ønsker at se dansk TV fra udlandet. De danske kanaler kan være begrænsede eller helt blokeret i udlandet, så du kan her benytte en VPN og logge på en server i Danmark for at kunne se dansk TV på din rejse i udlandet.

Nem mobiltelefoni og internet på rejsen med eSIM

De fysiske simkort til mobiltelefoner og tablets har fået et digitalt modstykke. I dag behøver du ikke nødvendigvis benytte et fysisk plastic-simkort til din telefon. Hvis din telefon er af nyere dato, vil du også kunne vælge at få eSIM. Et eSIM er ikke nogen fysisk enhed. Der er i stedet tale om et lille stykke software, som man skal downloade. eSIMs kan være ideelle at benytte, hvis man rejser i lande eller verdensdele, som dit normale abonnement ikke dækker. Her kan du i stedet tilkøbe data og taletid via et digitalt eSIM.

Få hjælp med sproget via robot-oversættelser

Kniber det med fremmedsprogene på rejsen, så kan du også få digital hjælp til kommunikationen, uanset hvor du er i verden. Rejser du i Kina, et sted i Afrika eller i Østeuropa, hvor sproget måske kan skabe udfordringer, så er der digital hjælp at hente. Flere forskellige oversættelses-apps kan nu hjælpe dig med samtalerne på din rejse. Flere virksomheder har udviklet apps, hvor du kan indtale eller skrive en sætning på dansk, hvorefter appen oversætter og fremsiger sætningen på det ønskede sprog. Det er en nyttig app, hvis der er akut behov for at få hjælp af en af de lokale, som måske ikke kan tale engelsk.

Slut med upraktiske kort og rejseguides

Det er efterhånden en sjældenhed at støde på en turist, der febrilsk forsøger at afkode et blafrende kort på gaden. Vi kan i dag benytte en lang række forskellige digitale kort, der både kan bruges online men også offline. Har du ingen internet på rejsen, så kan du downloade et kort på mobilen og benytte det uden internet, når du navigerer rundt i gaderne på din feriedestination.

Udover det kan man i dag også downloade forskellige apps, der kan erstatte de gamle rejsebøger. Her kan du finde nyttig info om seværdigheder, kost og logi samt transportmuligheder.

Kontaktløs betaling i verdens metro-systemer

Din mobiltelefon er pludselig også blevet et effektivt rejsekort. I hvert fald hvis du overvejer at køre med subway i eksempelvis New York eller London. Hvis du har et kreditkort i onlineformat på din mobiltelefon eller en mobil betalingstjeneste som Google Pay eller Apple Pay, kan du betale kontaktløst i metrosystemet. Det er ikke bare mere effektivt, det er faktisk også langt billigere og klart mere miljøvenligt end at købe en billet, hver gang du hopper på toget.